21/07 - 23/07
Så kom vi ud og sejle i familiens båd og vejret var perfekt til det. De har deres båd en times tid væk fra Vienna, så der var en lille køretur derned. Da vi kommer derned, spørger jeg hvor deres båd ligger, men den ligger ikke i vandet, nej den bliver opmagasineret i en kæmpe hal og før jeg ser mig om kommer den største gaffeltruck kørende med båden og sænker den ned i vandet. Vi kommer afsted og den friske luft rammer mig, lidt ligesom at være tilbage i Grønland, dog er temperaturen her meget varmere.
Det var vildt lækkert at komme ud at sejle igen! Vi sejler hen til en lille ø, som er meget populær, og bruger hele dagen der. Vi hopper i vandet fra båden og vandet var bogstaveligtalt varmere end luften var! Det var enormt varmt, så fantastisk at bade i. Men det at bade var ikke nok, for familien, især N, ville "go tubing" som man kan se vi gør på billedet til venstre. Det er da vildt sjovt og jeg fik helt klart mit indre barn frem igen.
Nu var det blevet mandag og min første officielle arbejdsdag. Den bestod meget simpelt i at køre N til hans sommerskole og hente ham igen efter et par timer. Forberede hans frokost og sørge for underholdning til ham. Det var også min første gang jeg kørte i USA, hvilket helt klart var anderledes end i lille Lemvig. For her er bare mange biler overalt! Det lykkedes mig også allerede at være i verbal slåskamp om en parkeringsplads, en kamp som jeg vandt! Så føler mig allerede lidt som en amerikaner. Som en rigtig amerikaner er man også nødt til at køre i en stor bil, hvilket jeg synes jeg gør. Familien har nemlig udstyret mig med en Ford Flex og som man kan se herunder, så er den ikke helt lille. Men den er ikke noget jeg ikke kan klare.
Efter at have hentet football udstyret stod den på noget helt nyt for mit vedkommende. Aftensmaden bestod nemlig af Sushi, hvilket jeg aldrig havde prøvet før og altid har forholdt mig rimelig kritisk til. Men i år er året for at prøve nye ting, så jeg spiste det da. Det smagte da helt klart bedre end hvad jeg havde forventet og jeg kunne da godt lide det, meeen det slår dog ikke tarteletter, åhh tarteletter...
En anden ny ting for mig i år er, at have et dyr i hjemmet. Familien er nemlig ejer til en hund, der hedder Scout. Den er da rigtig sød, men indtil videre er jeg rimelig overbevist om at jeg ikke selv skal have hund eller andet dyr boende hos mig i fremtiden. Det lader dog til at Scout godt kan lide mig, for hun følger mig rundt overalt i huset, ligemeget hvor jeg går hen. Men det er da meget sjovt at prøve at have hund og gør bare det her år endnu mere unikt.